28-01-2018

Skal kvinder drikke mere vin?

VIN-EKSPERT: KVINDER SKAL DRIKKE MERE VIN

Sommersæsonen byder på masser af god vin, men for mange mennesker er det at vælge den rigtige vin ikke helt så lige til

Tirsdag d. 25. juni 2013 - af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media

Der er nok af vin, der bliver fyldt i glassene hen over havebordene her i den danske sommer, men hvad er det egentlig for en vin, vi drikker, og drikker vi den med nok omtanke? Det spørgsmål stiller Arvid Rosengren, der er wine director for en række københavnske gourmet-restauranter. Han mener, at vin ofte bliver et prestigeprojekt i stedet for at handle om nydelsen.

"De lidt ældre mennesker har fået mere fritid, og der har derfor sat sig mere ind i vin ved at læse om det. Der er noget prestige i at vide noget om vin, og det er noget, man skal vise, at man mestrer, når man har fået en vis status i livet. Men vi har også en ung generation der lærer det på en anden måde i dag, og som ikke er bange for at vise, at de ikke ved alt," siger Arvid Rosengren.

Han oplever også, at folk til tider nærmest kan have en angst omkring at skulle vælge vin, og at nogle forbinder det med noget højkulturelt og snobbet på linje med at gå i Operaen.

"Vin er et af de sidste produkter, vi har, der kommer fra jorden ligesom grøntsager som tomater og avocadoer eller ost, kaffe og chokolade. På rosévinen står der som regel ikke, hvilken landsdel vinen komme fra, og det kan være farligt at miste kontakten til produkternes oprindelse, for det er en del af fortællingen," siger Arvid Rosengren.

Han råder til, at man især tænker over hvilke glas, man drikker vinen af, for det er vigtigt, at selve bowlen er tulipanformet og fanger vinens aroma. Fyld det en tredjedel op, så der stadig er plads til at dufte vinen, og så skal den nydes ubetinget og gerne i rigelige mængder.

"Jeg ville ønske, at alle drak sig fulde i vin, for det har jo et socialt aspekt, og det har den fordel, at man nyder det mere," siger Arvid Rosengren.

Skal drikkes under de rigtige betingelser

Han mener, at de fleste kan lære at nyde vin, hvis de drikker den under de rigtige betingelser, og at kvinder nok i grunden har det bedste udgangspunkt for at kunne dykke ind i vinens fortælling fra drue til flaske.

"Kvinder har et mere naturligt udgangspunkt og måske også et mere holistisk billede af vin, hvor mænd har en tendens til hellere at ville kategorisere den. Kvinder har det menneskelige og kulturelle udgangspunkt, men samtidig tager de nok afstand fra vin, når det bliver for nørdet og for dyrt," siger vin-eksperten.

Danskernes forhold til at drikke vin har dog ændret sig i takt med, at finanskrisen har sat sine kløer i landets økonomi. Det har gjort, at prisen nu betyder noget men også, at mindre vinproducenter er kommet i søgelyset.

"Finanskrisen har haft en negativ effekt på restauranternes omsætning, og indtag af vin sker generelt ikke på samme niveau som før, men den har også givet plads til glemte vin-regioner. De skal selvfølgelig have nogle penge at producere vinen for, men der er helt klart sket en ændring i deres popularitet. Grækenland er jo for eksempel i en kæmpe krise, men vineksporten går rigtigt godt, og her er der et uhyggeligt stort potentiale for at lave god vin," siger Arvid Rosengren.

Men der er altså flere fordele at hente ved at drikke vin ud over den gode smag og den berusende virkning. Ifølge en italiensk undersøgelse fra 2010 har kvinder, der drikker 1-2 glas vin om dagen en stor chance for samtidig at opleve en væsentlig forbedring af deres sexliv.

Seneste kommentarer

08.05 | 09:44

Flot forretning du har her. 🥰

Del siden