I lære som kolonialkommis 1964 - 1968

Min læretid  1. august 1964 – 31. juli 1968

Hos Hans C. Knudsen Vestergade 10 4930 Maribo Tlf. 178

Jeg havde været i praktik i en uge, hvorefter jeg fik tilbudt læreplads – det sagde man vist ikke nej til – slet ikke når det var en af byens fineste delikatesseforretninger.

Lønnen var første år kr. 290, andet år 335, tredie år 395 og fjerde år 460. Der kom vist lidt dyrtidsportioner ind i mellem.

Lærekontrakten blev underskrevet af – min far – og  mor – (forældremyndigheden) og mig.

Den blev stemplet og verificeret af 21. politikreds Arbejdsanvisningskontoret, Maribo og bogført under journalnr. 34 1964/65 underskrevet af samme den 29. maj 1964. Og vedhæftet Lov om lærlingeforhold nr. 261 af 2. oktober 1956.

Da jeg kom i lære var Møller førstekommis og Poul (husker ikke efternavn) var lige udlært og rejste kort efter. Merete var så ældstelærling, men var eller blev gravid og var på barsel noget tid efter. Jeg var, så vidt jeg husker yngstelærling i to år. Der kom Poul Brunch i lære i 1966, som vist nok den sidste lærling Hans C. Knudsen havde. Konkurencen fra supermarkeder var for store, bl.a. Irma og et supermarked som (husker ikke navnet) lå ikke så langt fra Hvide hus i dag. Butikken var vist det første supermarked og havde bl.a. en lærling/kommis som hed Svend – som jeg senere blev kollega med som sælger.

Førstekommisen Møller rejste også kort efter jeg kom i lære og Egon Larsen begyndte som førstekommis. Han overtog senere jernbanekiosken, tror jeg i 70/71. Hvor Hans C. Knudsen, altså junior som hed Mogens Knudsen, lukkede ned, og han og fruen kun ville handle med kaffe og delikatesser. Det holdt vist kun kort tid, Mogens Knudsen (og frue, har jeg hørt) måtte lide den tort at blive medarbejdere hos - Irma, efter han lukkede ned.

Så kort inde i min læretid var det Egon Larsen der var kommis, Merete ældste lærling, mig i midten og så Poul Brunch som yngste lærling. Merete blev så længere pga. hendes graviditet, barsleperioden skulle betales tilbage. Merete var udlært et års tid efter, tror jeg. Der var så kun Egon, Poul og jeg + Købmanden og fruen.

Et eller andet sted var det en fantastisk tid, hvor jeg lærte en masse:. Disciplin, arbejdsomhed, orden, pli, diskretion, høflighed og ikke mindst varekundskab, som det hed. Vi var alle Des, gik med hvid skjorte og slips (selvom jeg var så tynd og smalskuldret, at det næsten faldt ned) og hvid kittel, som vi selv skulle betale, og vi var på efternavn. De første fire uger af min læretid gik med at afvaske samtlige varer og hylder i butikken, - så jeg lærte hvor varerne stod, forstås – men det var ok.

Hver morgen skulle fortovet fejes, alle fire facadevinduer pudses, det foregik med Ajax vinduesspray og avispapir og eftertørres med en ren klud og de to automater afsprittes. Og løbende blev der fejet hundelort op. Fyret som stod i bagbutikken blev støvet af, overalt – ellers så købmandes skarpe øje det omgående. Fryseren blev tømt og afrimet hver mandag. Køledisken tømt og afvasket mindst hver måned. Hver aften inden vi gik hjem, var butikken fyldt op, de gamle varer ud – og de nye varer bagerst. Alt stod fuldstændig lige, liniealen blev brugt! Kommisen fejede gulvet og yngstelærling vaskede det – hver aften. Kassen blev gjort op og ved enhver difference over kr. 5, - blev samtlige indbetalinger gennemgået, vi havde jo på det gammeldags National kasseapparat med håndsving, (to gange rundt, og når det gik for hurtigt knalde man knoerne op i hylden oven over), hver vores bogstav. Mit var ”H” Kassestrimlen blev rullet ud og posterne blev gennemgået. Man er mere end en gang blevet kikket dybt i øjnene, når der var en difference på en halvtredser. Det kunne ofte tage halve timer – og viste det sig hver gang – det var fruen, der lige skulle i byen og havde lånt en halvtredser, men glemt at lægge en seddel, - det vidste vi, men ingen turde sige det højt!! Og en undskyldning kom der aldrig, - selvom vi godt kunne se på købmanden han var lidt flov, når han som sidste udvej var oppe at spørge.

Al ekspedition var naturligvis diskbetjening, kunden remsede op eller gik med rundt i butikken, og vi for frem og tilbage med varerne (købmanden og fruen havde naturligvis ”forkørselsret” ved de smalle passager – sådan var det bare!!

Når alle varer var samlet på disken, tog man sin lille blok frem og skrev prisen ned, samtidig med at man flyttede varen lidt så alt kom med, så skulle der tælles sammen i hovedet, værsgo – og kunden fik sin ”bon” – kan aldrig mindes jeg har fået reklamation for forkert sammentælling. Den dag i dag er jeg stadig rigtig god til tal – fire år giver god træning. Der var en regnemaskine, med håndtag og strimmel, den var kun for købmanden og evt. kommisen der måtte benytte den.

Vores største aktiv var salg af kaffe, fra kaffegrossisten Nicolajsen, ca. et ton om måneden, som vi var verdensberømte for langt uden for Lollands grænser, der var flere kunder vi sendte fast til, og kunder kom langvejs fra for kaffens skyld. Der var tre kaffekværne: to med Santosbønner og en med Java, de kunne hver indeholde ca. tre kilo umalede brændte bønner. Vi tændte, malede og afvejede kaffen på vægten med lodder. Posen blev lukket på disken, skarp kant, foldet tre gange, bukket ind, elastik om, pakket ind (der var tre forskellige ruller indpakningspapir) og elastik om, skulle der en Richs- el. Danmarkserstatning med, blev den pakket med ind. Tankerne er altid tilbage til min læretid, når jeg kommer i nærheden af en kaffekværn med nymalet kaffe.

Butikken bestod af endevæg med vinhylder og frugt og grønt, fire vinduespartier, hvor der foran var hylder ca. en meter op, her var der vaskepulver, toiletpapir, skocreme etc. der var også hylder mellem vinduerne og naturligvis indgangsdøren (som er den samme i dag som dengang, kvalitet) den anden endevæg bestod af hylder med specialiteter, andet konserves, kølemonter med mejeriprodukter, dog ikke mælk, men til gengæld kold øl og vand. Desuden en frostboks med konserves over på hylderne og kasseapparatet. Væggen bag disken var med tobaksskab, cigarethylder og kolonialvarer for resten. Disken var forlænget med chokolade/slikskab, og på disken stod et stativ med bolcher, som vi selv vejede af. Under disken i den anden ende, var der skuffer med farin, kandis og andet kolonial. Bolcherne hentede vi hos Pørtner på bagtorvet og vejede selv af, der skulle være 100 gram i hver pose, men var der 2,8 kg i dåsen, skulle der være 29 poser !! så det kunne godt være der var lige i underkanten i hver pose: Nogen gange smuttede der jo også et bolche i munden J, når man alligevel skulle på toilettet, man skulle absolut ikke opdages.

Når poserne var talt op, blev de varmelukket med en grøn label med logo på.

Vi havde rigtig mange ting i løst vægt, bl.a. kandis som fik nogle dask med en hammer for at finde den rigtige mængde. Sæbespåner var det værste at veje af, vi fik dem hjem i 50 liters tønder og skulle så veje i et kilo, næse og øjne løb i vand og det kunne tage flere timer at komme igennem. Stødt sort peber var heller ikke en livret. Brun sæbe og sennep blevet pakket i kræmmerhuse og vejet.

Vinlageret var oppe på anden sal, og det var meget smalle trapper, når der skulle bæres vin op på lageret – og ned igen. Samme sted var der også chokolade og konfekturelager i december, hvor vi havde, tror jeg, byens største udvalg af alsken juleknas i løs vægt.

Samtlige vinflasker blev der påklistret en guldlabel med Hans C. Knudsen på.

Vores favoritmærke i rødvin var LaBurella, et blandingsprodukt til 8.95. Vinene kom fra vinfirmaet Teilmann Helsingør. Det var altid noget af en begivenhed, når repræsentanten kom på bessøg et par gange om året.

Købmanden og hans familie tog hvert år to uger til Italien på teltferie i juli, vi andre måtte så holde ferie derefter. Jeg holdt gerne langt henne i august, så var der ikke så længe til jul. Men Købmandens ferie, var også vores ferie, alle var på arbejde og alle slappede af, der var ikke meget at lave i butikken. De sidste dage blev der så shinet up, så alt så perfekt ud, når de kom hjem, ikke at der blev sløset i butikken, den blev holdt som sædvanlig.

Bagbutikken bestod af omtalte oliefyr også af en disk med skuffer og kæmpe overskab med alle krydderier i krukken og kæmpe glaslåger for. Disken blev naturligvis brugt til at pakke varer som skulle leveres ud til kunderne. Bagbutikken blev også brugt til frokoststue, da det blev indført at personalet skulle have en sådan, at der skulle være rum til indtagelse af føde i pauserne.

Frokostpausen var på en time, hvor jeg altid kørte de 2½ km hjem – som da jeg gik i skole.

Ud af bagbutikken var der nedgang til kælder med øl og vand, trappen var stejl og meget glatte skrå slidte trin, det  skete mere end én gang, at de glatte lædersåler smuttede og man røg på røv og albuer nedad. Døråbningen / hullet var ikke mere end 170 cm, høj og meget smalt, man lærte hurtigt at bukke sig, til gengæld skulle man krybe meget sammen, når der skulle bæres øl og vandkasser (50 stks.) op. Alle de smalle passager, stort set alle steder man skulle igennem med store brede kasser, resulterede i, at man konstant havde hudafskrabninger på knoerne.

Vores favorit leverandør var Carlsberg, Ole og Orla, de var flinke og gav sodavand til personalet og øl en gang i mellem. De sagde det gerne højt eller stillede sodavand ellers betalte de for en omgang til købmanden, men det var ikke sikkert han ”huskede” at give den videre til personalet.

I kælderen var også sennep i løst vægt, lofthøjden var vist ikke mere end180 cm, man skulle altid gå med bukket hoved – og alligevel lykkedes det ofte at knalde hovedet ind i en af de bærende ståldragere – det forklarer måske noget ;-)

Oven på kælderen var der koloniallager med bl.a. klipfisk i løs vægt, meget salt (skulle man i byen og skulle være rigtig dejlig tørstig, gumlede man et par små stykker i løbet af dagen) uden for i den gamle købmandsgård, som var belagt med brosten, var vaskehuset til sæbe og vaskeprodukter, som jo skulle være isoleret fra andre varer for ikke at afgive smag og lugt til kolonialvarerne. Bag vaskehuset var der lokum, dog ”elektrisk” hvor vi kunne smøge den mv. Aller længst nede i gården var papirlager, tomme vinflasker som blev solgt til opkøber et par gange om året, på loftet dekorationmateriale og arkiv af regnskaber, sirligt lagt i orden, når der kom kontrol fra skat var der altid orden i systemet. Og så det lille rum med sild i tønder, nye norske til kogesild, islandske hvid og krydder, alt sammen i lage og trætønder, som nogen gange ikke var helt nemme at få låget af. Og så skulle vi vaske tønderne bagefter. Det stank!!!

Der var også et lille rum hvor der stod tom emballage, som kom retur fra kunderne, her blev de sorteret med et par ½ brændevinsflasker i bunden, det talte jo altsammen. Det værste når man var på varetur og skulle have en kasse tomme ølflasker, som jo var 50 flasker, som lå på tværs i begge retninger, når man løftede den, kom alle sjatterne løbende direkte ned af maven på en. Ellers var vareturen som blev kørt to gange daglig, et dejligt afbræk i hverdagen. Vi kørte i en lille Renault 4 L med sidehængslet bagdør. Varerne blev pakket i dertil fremstillet trækasser med Hans C. Knudsen på, de var nemme at stable selv om de var i tre størrelser. Vareturen gav også lidt drikkepenge, selv om det ikke var mange. Engang blev min reaktionsevne sat på alvorlig prøve i et meget kraftigt stormvejr. En mor og søn fra købmandens familie, cyklede og knægten væltede lige ud foran bilen, jeg huggede bremserne i  - og der skete ingen ting ud over de knubs han fik – men til mig nærmest kun bebrejdende blikke – og aldrig et ord om det.

Disciplinen lærte jeg ved, at man kunne ikke snyde købmanden. Han fandt altid noget der kunne være bedre. Engang ryddede jeg op på det gamle reklameloft – i næsten en uge –og havde nok sprunget lidt let hen over noget meget støvet. Så lød det: Hr. Frøslev – når man gør det rigtigt første gang, er det ikke nødvendigt at lave det om. Jeg kommer og ser det om to dage igen. Sådan !!! Jeg lever efter den regel den dag i dag.

Det viste sig så, at jeg formodentlig var udset til at skulle være den der skulle pynte / dekorere vinduer, alle fire, samt hjørneskabe. Og så var det jo meget rart, at jeg vidste hvad der var – og måske komme med nye idéer med det jeg havde fundet. Og det jeg gjorde faldt åbenbart i god jord, selv om både købmanden, fruen og fætter Klüwer, som vi kaldte fotomanden på Lilletorv, skulle vende tommelen op.

Det gav iøvrigt flere bekendtskaber, at ligge med hovedet nede i butiksvinduet, ofte kunne man fornemme, der stod nogen og fniste uden for J

Det lykkedes mig at blive så god, at jeg allerede som andenårslærling fik lov til at pynte hele butiksarealet foran døren, så det stod flot de tre søndage i adventen, det brugte vi så hele lørdagen på til kl. 18 – 19 stykker. Så var der projektører på og det var klar, når folk kom på juleudstillingstur gennem Vestergade om søndagen. Vi mødte så til gengæld kl 7 mandag morgen for at rydde det hele væk igen.

Mit ”mesterstykke” inden for kreativ dekoration var, da jeg skulle dekorere et vindue med Magrethe og Henrik til deres bryllup. Det blev fotograferet af fætter Klüver  - og jeg fik en kopi – og når der aldrig blev delt ros ud – var det at få et foto helt ekstra ordinært.

Den ultimative ros fik jeg, da jeg fik ug minus i koloniallære fra handelsskolen og et pænt gennemsnit på mg+, mener jeg. Da fik jeg til alles overraskelse kr. 50,- til den aften, hvor vi skulle i Bangs Have og have overrakt vores eksamensbeviser. At jeg så blev så beruset og først var på vej hjemad kl. 5 om morgenen, trækkende en kammerat med en gren mellem os op gennem Vestergade – og købmanden havde set det fra sit vindue – gjorde det jo lidt pinligt senere – MEN - jeg mødte på arbejde kl. 8 – klatøjet og med en bemærkning fra købmanden om, at det nok var bedst at jeg ryddede op på lageret om formiddagen.

Tiderne var også anderledes dengang. Vi mødte kl. 8.00 hver dag og kom sjældent hjem før kl. 18. Fredag til kl. 20 hjem tidligst kl. 21, lørdag til kl. 16  - senere kl. 14. to ugers ferie, det blev dog sammen med de 42 timer ændret til tre ugers ferie og 40 timers uge.

Julen var helt specielt, vi havde åben til kl. 20 hver dag den sidste uge også lørdag og søndag. Vi leverede jo varer ud til kunderne, morgentur kl. 9 hvor vi bl.a. var på sygehuset og hos andre, som skulle have friskmalet kaffe og en eftermiddagstur kl 16, mange af kunderne var byens bedsteborgere, uden undtagelse dem der oftest fik leveret varer ud.

Personalet fik 10% på alt i butikken, - til gengæld var der ikke noget der var gratis, ud over det man kunne ”tiltuske” sig – fra slikskabet, uden det blev opdaget.

Ofte kom en frue ind og bestilte et halvt pund kaffe, gerne leveret kl 17, så var hun nået hjem. Ja tak, så gerne!!

Kan huske Fru apoteker, som altid skulle have friske æg. Når der ikke var flere i kælderen, kom den der ekspederede hende ud i bagbutikken og sagde: Dencker - så var det fuld fart på ind i butikken, samle nogle varer og 6 æg. Tilbage i bagbutikken - så fik hun sine friske æg - utroligt hun aldrig fattede mistanke.

Og op til jul skulle alle jo have masser af varer og helst den sidste dag, den 23. og 24. Vi arbejdede ofte til kl. 22 – 24 om aftenen. Varebilen kørte næsten non-stop og ofte skulle en af os ud med Long-John (som jeg forøvrigt væltede med første gang jeg skulle ud med varer, tror der var flere hundrede kilo, og jeg kunne simpelthen ikke holde balancen, men det var for flovt at trække) for at nå det hele.

Jeg blev tilbudt et kørekort tre måneder før min atten års fødselsdag, for at køre varetur naturligvis, hviket også var et dejligt afbræk. Købmanden slap billigt, jeg kørte otte timer + en time til køreprøve.

Mener det var i mine første læreår, at oms (omsætningsafgift) senere afløst af meromsætningsafgift (moms) blev indført og jævnligt reguleret, hvorfor vi altid havde masser at lave med at mærke varer om. Der var prismærke på hvert eneste produkt, som ikke lige havde en stor omsætningshastighed.

Juleaftensdag var der åbent til 16. Når butikken var shinet op og klar fik vi et glas Dubonnet og Glædelig Jul samt et julegratiale, som vi takkede mange gange for, selvom vi havde arbejdet hårdt for det. Husker flere juleaftener, hvor jeg ikke engang fik pakket de beskedne julegaver ud før jeg faldt i søvn og bare sov i flere dage.

Min første efterårsferie, da den blev indført, foreslog jeg selv at holde den førstkommende uge fordi jeg simpelthen havde været på arbejde med høj feber i flere dage. Da jeg kom tilbage efter den uge, spurgte fruen om jeg var blevet rask, - jo jeg var oppe af sengen i torsdags – godt – så fik De da lidt ud af ferien!!

Poul som lige var udlært, da jeg kom i lære skulle vise sig lidt og fortalte og viste hvordan man åbnede en cola med sin saks, som vi forøvrigt også selv skulle betale, - har min endnu – det er en talisman. Og når man var rigtig købmand, kunne man løfte to kasser bajer, som jo dengang var lig med hundrede øl + trækasser. Det kunne jeg først efter tre år, men så bar jeg dem også halvvejs op i Klostergade til en ventende bil. Synd Poul ikke så det.

Mine fire læreår var vist meget komprimerede, mandag var der handelskole fra kl. 13 – 18 – så vidt jeg husker. Om aftenen var der håndboldtræning, tirsdag arbejde  + fodboldtræning, onsdag arbejde + håndboldtræning, torsdag arbejde + fodboldtræning, fredag arbejde længe, lørdag ud at spille fodboldkamp – og ja nogen gange i byen, søndag håndboldkamp. Der var selvfølgelig forskel på sommer og vinter. I et år gik jeg til skilteskrivning torsdag aften – indrømmet det blev ikke nogen succes.

Al den sport resulterede i, at jeg i 1967 fik en lungekollaps, der gik hul på venstre lunge, og jeg kunne dårligt trække vejret, hvilket efter flere dages konstatering af, at jeg ikke kunne bære en kasse øl op fra kælderen, syntes købmanden jeg skulle til læge, som indlagde mig akut og ti dage på ryggen i en hospitalsseng – det er der en længere historie om en anden gang – Det var vist også de eneste fraværsdage jeg havde de fire læreår.

Jeg skal blankt indrømme jeg havde mine kontroverser med både købmanden og især fruen, hende er det svært at sige noget pænt om. Jeg havde nogle gange svært ved at indordne mig, bl.a. kunne jeg stå midt i en eskpedition og fik besked på at jeg skulle hente spegesild nede fra tønden, det stank og lugtede og sved på fingrene, så kunne fruen overtage ekspeditionen.

En gang jeg betjente Fru Balling-Engelsen blev jeg også afbrudt og skulle hente sild, men fru B-E afbrød og spurgte, om det ikke kunne vente til jeg var færdig med at ekspedere hende!! Det var min ynglingskunde resten af min læretid.

På trods af uoverensstemmelser var de fire år fantastiske lærerige år. Når jeg oplever unge mennesker i dag, og hører hvor lidt de kan, og hvor lidt tjenestevillige de er, ønsker jeg for dem, at de havde været i lære hos Hans C. Knudsen.

Jeg kunne hver eneste varegruppe, hvor den stod, hvordan den var, hvad den kunne bruges til og hvad den kostede, – og var der spørgsmål der svipsede, sad købmanden lige inde på kontoret og lyttede med, enten kom han til undsætning eller man blev belært senere.

Skægt nok – og lidt tilfældigt var jeg den 31. juli 2008 – 40 år efter jeg var udlært, inde i butikken, som da var en kludebutik – alt ting stod fuldstændig klart for mig, jeg kunne gå rundt og fortælle hvor hver eneste varegruppe stod og næsten hvad varerne kostede, som stod der dengang.

Jeg fik en anbefaling, ikke prangende, men kendte man Mogens Knudsen, var den sikkert pæn: ”Ærlig ung mand, stor interesse, handelsmedhjælpereksamen bestået med pænt resultat – og jeg kan på det bedste anbefale ham og er gerne til tjeneste med yderligere oplysninger”.

Det tror jeg nok var en ”pæn” anbefaling – det sjove er, jeg har aldrig brugt den.

Først langt senere har jeg set, at den nok var ok.

Da jeg senere skulle ansættes i et stort supermarked i Roskilde, ejet af Ernst og Henrik Petersen, Nykøbing Falster, bestyret af Benny Svendsen, lød spørgsmålet: Hvor kommer du fra? Lolland – ja det ved jeg squ godt, - men hvor? Jeg var ansat – og det er ikke første gang jeg har fået kredit for at være fra Lolland.

Men først kom jeg i supermarked i Rødby Havn, men det er en helt anden historie..............