De gode - de onde - og så dem fra Lolland

Ingen tvivl om det

Jeg er født i Anderstrup februar 1949 i ”Gammelgård” en ejendom med dengang fire lejligheder.

Der var endvidere en stor bygning som bl.a. indeholdt et rum til hver beboelse. Her var der plads til cykler, brænde, koks, lille værksted etc. Der var også et dobbelt gammeldags trælokum, så kunne der siddes parallelt med naboen eller hvem der nu trængte. Det nægtede min mor dog, så min far måtte bygge et seperat das til os. Tørremidlet var avispapir, godt nulret og når der havde været bud til bageren, det bløde silkepapir som man fik om franskbrødet.

Vi boede i beboelse ”3” den vist nok største. Der var ikke varmt vand. Der var en kold hane i køkkenet, afløbet var en spand som skulle tømmes når den var fuld. Desuden en mindre stue, en lidt større stue og et soveværelse. Elmåleren var selvbetjening, der skulle puttes en krone i hvis man ville have strøm. Det kunne ofte være et problem.

To - tre år gammel flyttede vi til Godsted i et hus som tilhørte Ulriksdal Gods. Lejemålet, som jeg husker at havde fået det fortalt var, et lille landsted med måske en tøndeland jord/ eng, her havde vi en ko gående og der blev sået korn til grisen som vi også havde gående. Huset var bindingsværk, kalket og  med to store kastanjetræer ude foran.

Indgang i forstuen, et lille kammer/soveværelse til venstre, til højre en lille stue, derfra ind i dagligstuen med lille firkantet kakkelovn, fra dagligstuen ud i køkkenet med brændekomfur og lerstampet gulv, derfra ud i loen, men hvor lokummet lige var til højre i en lille mellemgang. Videre var der så svinestien, kostalden foderrum, høns mv. Overalt lavt til loftet.

Der skulle så hjælpes til i sæsonen med at luge roer, tage dem op i efteråret, ved håndkraft, der skulle også  hjælpes til ved såning, høst og andre sæson arbejder. Den lille tønderland med en ko, gris, høns mv. skulle så kunne brødføde familien, men det var vist ikke tilfældet.

Da jeg var 3 -4 år flyttede vi tilbage til Anderstrup, hvor min far blev bestyrer på Postgården. Niels Hansen var vist aldrig blevet gift og havde brug for hjælp til driften. Mener der var 12 - 16 tønder land. Stald med to heste, otte malkekøer, svinebesætning, stor lade, vognport, loen med trælokum, værksted, vaskehus mv. Hønsegård med høns og ænder, have med kæmpe valnøddetræ. Stuehuset var med indgang direkte til køkken/spiserum. Dertil hørte spisekammer med nedgang til kælder hvor sulekarret stod. Fra køkkenet gik man ind i stuen og derfra til soveværelse hvor hele familien sov. I den anden ende boede Niels med et lille kontor og soverum. Gårdspladsen med kampesten med vandhåndpumpe tæt ved vognporten, der var ikke varmt vand, i vognporten stod også mælkejungerne med dagens udbytte af malkningen, som skulle køres ned til vejen tidlig morgen efter morgen malkningen. Aftalen var at der også skulle laves mad til Niels, som indtog sine måltider i køkkenet sammen med resten af familien.

Markarbejdet foregik med heste og håndkraft, der blev pløjet med enfuret plov med to heste for. Selvbinderen ligeså, den spyttede negene ud som efterfølgende skulle samles i hove med seks otte neg i hver. De blev kørt ind når tærskeværket kom til gården. Tærskeværket var mobilt og delt mellem flere små bøndergårde som hjalp hinanden med høsten. Kornet var kørt i laden kort forinden, en mand stod og fodrede tærskeværket med neg, de blev rystet, kornet faldt ned og kom i sække som skulle bindes og bæres på loftet. Halmen blev presset og bundet i den anden ende og skulle ligeledes på loftet. Et sandt støj- og støvhelvede udspillede sig de dage hvor alle knoklede fra tidlig til silde. Det siger sig selv, at det tog sin tid at pløje marken med en énfuret plov med to heste for, styrelinen var om ryggen og ploven blev styret med de to håndtag. Der skulle tages godt fat og bruges mange kræfter på at holde den i rette fure. Gødsningen af markerne var jo primært at tømme mødningen, som lå lige bag kostalden.Den bestod jo af møg fra heste, køer og grise og det halm som var strøget ud under dyrene. Ko-, grise- og hestepis løb i ajlebeholderen som lå ved siden af møddingen. Samme mødding blev læsset på gummivognen med de to heste for og ude på markerne blev det med rund hånd spredt ud med en møggreb for senere at blive pløjet ned. Ajlen blev ved snedigt system pumpet op i en cylinderformet trætank som lå vandret på en dertil indrettet vogn med træhjul og V-formet stativ. Bagerst på tønden var en spuns som skulle fjernes når ajlen skulle løbe ud. Den løb ned på en buet metalplade, som bevirkede at ajlen blev spredt ud til siderne. Jeg blev en gang lokket til at fjerne spunsen - den sad jo godt fast, så jeg var helt tæt på og skulle bruge begge hænder og var absolut ikke hurtig nok til at komme væk. Jeg blev sovset ind fra top til tå i ajlen - min mor blev tosset på de voksne.

En gang om året blev der slagtet gris, det foregik midt på gårdpladsen. Grisen blev under hyl og skrig hevet ud af stalden og lagt på slagtebænken, den tilkaldte slagter lagde et langt snit langs halsen, blodet pøsede ud og ned i en spand, det blev brugt til blodpølse. Langsomt ebbede livet ud af grisen, den blev herefter skoldet og skrubbet ren. Slagteren parterede grisen, formodentlig efter anvisning eller pr. tradition. Husker min mormor var på besøg og hjalp til med at lave finker, medisterpølse, leverpostej, sylte etc. Alt blev brugt, selv urinblæren blev anvendt som fodbold. De udskårne stykker af grisen blev lagt i sulekarret, som stod koldt i kælderen, et lag af gangen og derefter masser salt, den tids konservering. Når stykkerne skulle bruges blev de skyllet eller lå i vand natten over for at få det værste salt ud af kødet.

En anden tradition var når der skulle slagtes ænder i efteråret. Det foregik som på samlebånd. Ænderne blev indfanget én efter én, fik hugget hovedet af med øksen på huggeblokken. Øksen var forinden blevet slebet på slibestenen, en cirkelrund sten på  35 - 40 cm i Ø og 10 – 15 cm bred med et hul i midten. Her var fastgjort en jernstang med et håndsving i den ene ende. Det hele var anbragt på et stativ med et vandkar som stenen kørte ned i for at blive våd, så slibningen blev mere effeltiv. Det var så min opgave at dreje den tunge sten rundt mens der blev slebet. Der var jo stadig liv i ænderne selvom de havde mistet hovedet, så de ”løb” ud på marken med blodet sprøjtende ud af halsen. Det blev min opgave at følge efter og bringe dem tilbage. Ænderne blev skoldet og plukket, fjerdene blev brugt til puder og dyner, ænderne blev renset og som jeg husker det, pakket ind og kørt til et frysehus i Maribo. Frysehuset var en bygning med måske 20 -30 mindre frysebokse som man kunne leje en eller flere af. Det var vist mest bønderne som brugte dem.

Anderstrup var en lille lukket vej på vel omkring 2 kilometer, ofte, ihvertfald senere beskrevet som 14 huse og to lokummer, ikke nedsættende ment, men mere som en rammende beskrivelse af den tids lille samfund.

Man kørte ned til Anderstrup fra hovedvej A7 der lå en gård på hjørnet, lige før jernbaneoverskæringen var ledvogterhuset, hvor ledvogteren stod med sit lommeur klar til at rulle bommene ned når det store sprudlende sorte lokomotiv kom brusende. Ledvogteren blev senere erstattet af blink med klokker. Efter jernbanen lå et dobbelthus og et meget lille hus hvor Anders og Sofie boede. Sofie sad i kørestol og tævede ofte Anders med sin stok. På højre side var et fint rødstenshus, derefter en bungalov. Ved siden af bungaloven byggede min forældre senere hus. Efter det boede Hans og Grethe i et flot bindingsværkshus kalket lyserødt, de var de sødeste og rareste mennesker, men lidt specielle synes nogen. De havde ingen børn selv, men vi blev ofte inviteret ind til saftevand og kage, Grethe havde altid mindst 10 forskellige hjemmebagte kager. Efter Hans og Grethe lå et lille hus, som langt senere blev købt af ”professorinden” hun havde rideheste, det var godt nok noget af et afvigerpar i Anderstrup. De holdt sig mest for sig selv, men historien gik på, at hun engang havde været gift med en professor, hendes mand arbejdede vist på Lollandsbanen og cyklede altid på arbejde. Derefter kom ”Gammelgård” hvor jeg er født, næste hus var Sigurd Knudsen, mener at konen hed Grethe hun strikkede en lille gul bamse med grønne smækbukser  til min et års fødselsdag – og jeg har den endnu. Lige derefter gik vejen op til Postgården. Efter vejen boede Vejmanden og lige ved siden af byggede Knud og Karen Magrethe et nyt hus vistnok i 1953 cirka, og drev et hønseri. På venstre side af vejen lå der, med behørig afstand tre bondegårde og som rosinen i pølseenden lå onkel Karl og moster Valborgs gård helt op af en lang markvej.

Handlen foregik hos købmand Lund, en elskelig ældre dame som drev købmandsbutik i mange år, dem der havde penge købte på bog, som blev afregnet når de fik penge for høst o.lign. dem der ingen penge havde betalte kontant eller købte på klods. Der var også slagter Povlsens Viktualiehandel på hjørnet lige over for for købmanden. Og bagerudsalget med slik smøger og kager stod fru Godsted for. Foruden der fandtes en som udlejede biler.

Morten fra Engestofte Bageri kørte rundt med brødbilen en gang om ugen, desuden kom fiskebilen hver torsdag, mælkemanden hver eller hver anden dag. Og ihvertfald i sommerhalvåret kom Nykøbing Bryghus rundt med øl og vand.

Alle kendte jo alle mere eller mindre, om ikke andet, så rygterne ihvertfald. På et tidspunkt havde vi på vores lille vej,tre med navnet Knud. De fik så hurtigt kaldenavne som, Lille Knud, min ældste kammerat, han var jo den yngste, derefter var det jo nemt med Hønse Knud, som ejede hønseriet og så var der Store Kund – og han var stor.

Omdrejningspunktet for os børn i mange år var Bysjollen eller Branddammen som den blev til da der blev sat nyt hegn omkring og en behørig lem hvor brandslangen kunne stikkes gennem. Og skoven, som vi kaldte den lille gruppe af træer der lå bag Bysjollen. Vi kom til skoven via cykelstien som var mellem Bysjollen og fru Lunds have. Der havde vist været hegn omkring engang, men det var trådt ned og vi måtte vist heller ikke være der i skoven, men det gjorde jo hele oplevelsen mere spændende. Der var det store piletræ tæt ved cykelstien som jo var hult og hvor det var nemt at gemme sig bag og i. Gik man videre ind i skoven, kom der et lille vandløb som vi altid skulle huske at springe over for ikke at få en våd sok. Nu nærmede vi os gårdens have og her skulle vi altid være helt stille for ikke at vække opmærksomhed – og her var også det kæmpe store piletræ som var så svært at komme op i når man ikke var så stor, og så lænede det sig ud over vandet, så når man sad helt oppe var det virkelig farligt. Jeg husker tydeligt min første gang, jeg var helt alene og mente at nu skulle det være, det var berusende at besejre træet, men kan også huske at det var forfærdeligt at komme ned igen, jeg turde ikke og det endte med at jeg lod mig glide ned af den ru træstamme. På vejen boede der vel 10 – 15 børn i alle aldre, jeg hørte nok til i mellemgruppen og de fleste jeg legede med var ældre end mig. Så da de begyndte at smøge den som 13 – 16 årige skulle jeg jo også være med – det var ikke heldigt at indlede sin rygeperiode allerede som 12 årig og så fortsætte de næste fyrre år.

Branddammen var rammen om meget af vores leg, om foråret mener jeg, kom Hønse Knud med sine plader ca. 120x80 cm som var i hønsehuset. De skulle vaskes af for hønsemøg mm. og blev kørt ud i Brandammen som var lavvandet ud mod vejen hvor der ikke var hegn. De skulle ligge i blød nogen tid inden de skulle renses. Vi fandt jo så ud af, at vi kunne lægge flere oven på hinanden, så fungerede de som en tømmerflåde. Så gennem en lille uges tid eller mere var det hver dag efter skoletid vi var ude at stage os frem og rundt på vandet. Legene og eventyrene fik liv i de glade dage hvor pladerne lå til vask. I dag vil man nok kalde det en win-win situation. Vi fik en fantastisk leg og Knud fik renset sine plader godt og grundigt. Anderledes var det om vinteren når frosten satte ind og isen blev tykkere og tykkere. Vi måtte jo ikke gå ud på den, men kunne jo ikke lade være, der var jo heller ikke så dybt helt inde ved kanten. Ellers var aftalen, at Sigurd Knudsen, som boede lige overfor, gik en tur på isen når han syntes, at den var sikker nok. Han tog hele turen rundt, også der hvor der var rigtig dybt, det knagede og gyngede lidt, mens alle vi børn stod med tilbageholdt åndedræt og skøjterne i hånden og ventede på afgørelsen. Den var god nok, når den kan bære Sigurd, kan den bære alle, det var vores forældre tilfreds med. Så blev der skøjtet, løbet og gledet, spillet ishockey og selvfølgelig forsøgt at cykle på den også. Mange blå mærker er blevet høste på den konto. Det var fantastisk, andre unge kom også til og når vi enkle gange om aftenen kom, tændte Sigurd sin gårdlampe, så kunne vi være der i lampens skær. Uanset hvad meteorologerne siger, - så var det vinter hvert år og sneen lå højt. Sådan var det også på isen, så skulle vi feje et stykke fri så vi kunne spille og løbe. Når sæsonen var ved at være slut, blev den 20 – 30 cm tykke is, hugget ud til isflager. Det begyndte altid med nogle flotte firkanter langs med hegnet, senere blev der udviddet længere ud på det dybe – og så blev der leget fangeleg og hvem der kunne løbe flest gange osv. – min Gud – hvor er det utroligt at tænke tilbage på. Efterhånden som temperaturen sted blev isflagerne mere porøse, tyndere og så knækkede de til sidst, nu skulle balancen virkelig være i top, men selvfølgelig røg vi også jævnligt i og stod i iskoldt vand op til livet.

Helt over bagerst hvor træerne hang ud over vandet og isen om vinteren. Her hvor vandløbet inde fra skoven løb ud, var der gravet dybt, og hullet, stort som en tønde, frøs først til efter lang tids minus grader. Og som den letsindige unge mand jeg var på 5 – 6 år skulle jeg lige ud på isen og stikke mit fod ned i det hul som ikke var frosset til – for med foden at mærke hvor tyk isen var - og vupti røg jeg ned i hullet og under vandet – og op igen – og ned igen fordi jeg jo sprællede helt vildt og panisk – jeg kunne se under isen – og op igen tids nok til at se fætter Kurt stå ved hegnet og fægte med arme og ben. Man siger jo, at ens liv passerer revy forbi, når man er i livsfare – jeg var rædselsslagen og kunne ikke komme op og min tykke frakke og tøj blev mere og mere gennemblødt og tungere og tungere – og når kun dels hovedet er oven vandet og ens blik kun ser tæt hen over isen og får øje på Jens, vores næsten nabo, som var 14 år og gik med aviser, kom løbende, blev der lidt ro på. Jens hjalp mig op – du er ikke mere Jens, men du får sikkert et lille klik i øret – det er mig – tak Jens.

Nogle år senere var det mig der lå på maven med armen ned i vandet og fik fat i en hårtot og hev en dreng op som var faldet i ved en anden brønd hvor der også var dybt.

Alle kan huske det første sving på cykelstien når man er kommet forbi Brandammen og ”skoven” slutter, nu er der åbne marker til venstre og fru Lunds have med grantræer på højre side, hvor man helst ikke skal møde modgående lige dér. Når man står lige i svinget, det rette sted, har man overblik i begge retninger, derfor var det et godt sted at smøge den og hvad man ellers skulle som ingen måtte se. Derfor var det også meget naturligt, at jeg i maj 1971 hev en meget ung og smuk pige med hen i netop det sving på en romantisk gåtur i den lune majnat  - og tænk – dér besluttede hun, hvad jeg ikke vidste,  at aflyse en rejse til Paris med sin veninde – bare for at blive og være sammen med mig ...........

Men det er en helt anden historie, - men den varer endnu ......