Min landsby på Lolland

Min landsby på <lolland

Anderstrup
Af Chris Frøslev

Hvorom alting er …………

Lolland er min fødeø, det er som den første kærlighed – den glemmes aldrig

Det var her jeg fik mine skrammer, det var her de første grundsten til ens identitet blev lagt. Det er her tankerne altid går tilbage til …..

Det var her foråret blev hilst velkomment når sneen smeltede og de bare marker blev farvet lysegrå efterhånden som solen tørrede den lollandske muld og gjorde den klar til at modtage maskinel behandling og såsæd. Det var i foråret jeg kunne ligge ude på markvejen i timevis og se på skyernes form og bevægelse under en blå himmel.

Det var sommeren hvor solen skinnede hver dag og vi var ude i de lune lyse aftener. Gadelys fandtes ikke og månen var en evig spændende vekslende undren og stjernernes uendelighed og tæthed et betagende syn.

Det var sensommer og efterår hvor vi var på æblerov i haverne med de store krumme grene og intens spænding for ikke at blive opdaget når vi kravlede gennem hullet i hækken. Det var her vi uvidende stod i tørvejr under de store træer og beundrede lyn og torden. Det var her sommeren gik i dvale og blade dalede fra træernes kroner i den ene mere yndefulde glideflugt efter den anden og vinden fik dem til at lege tagfat og lægge sig i små lækroge for atter at få dem til at fortsætte deres flugt.

Det var vinteren, som var hård og ubarmhjertig, fra barfrost som frøs de små vandpytter til is vi elskede at træde i stykker, til snemasser hvor stier og veje blev ryddet så det var som at bevæge sig i en labyrint, - så højt lå sneen.

Det var Lolland som gav mig et sprog de synes var vældig sjovt i København, det var sikkert også derfor jeg blev kaldt en bonderøv. Det var også Lolland som gav mange fordele fordi mange før mig, havde bevist, at dem fra Lolland var arbejdsomme, flittige og til at stole på.

Sikkert derfor - at der er: De gode, de onde og så dem fra Lolland – og så må de gerne kalde mig hvad som helst – jeg er stadig stolt af min fødeø.

Chris Frøslev

Jeg er født i Anderstrup februar 1949 på ”Gammelgård” en ejendom med dengang fire lejligheder på stribe. Alle med direkte indgang fra den fælles gårdsplads og have bagved. Taget var stråtag og med masser af gråspurve som havde taget bolig i tagskægget. Når larm og skidt blev for meget, tog man en gang ”oprydning”, hvor æg og unger simpelthen blev hevet ud og smidt på møddingen.

Der var endvidere en stor bygning som bl.a. indeholdt et rum til hver beboelse. Her var der plads til cykler, brænde, koks, lille værksted etc. Der var også et dobbelt gammeldags trælokum. Min mor forlangte dog at få bygget vores eget med et ”hul” som kun vi benyttede. Tørremidlet var avispapir klippet i passende stykker og sat på et søm. Lokumsspanden blev tømt i nærheden af rabarberne eller i den tilstødende mark.

Vi boede i beboelse ”3” den vist nok største. Ejner Brolægger boede i den første, Charles og Helga i den anden og vi i den tredje. Den fjerde var vist den værste, og der blev vist ofte skiftet ud i beboerne. Der var ikke varmt vand. Der var én kold hane i køkkenet, afløbet var en spand under vasken, som skulle tømmes, når den var fuld. Det foregik ud i marken eller i kanten af gårdspladsen. Desuden en mindre stue, en lidt større stue og et soveværelse. Elmåleren var selvbetjening, der skulle puttes en krone i, hvis man ville have strøm. Det kunne ofte være et problem både økonomisk, og hvis strømmen svigtede. Alle familier med respekt for sig selv, havde vist en olielampe, stearinlys eller anden nødbelysning i tilfælde af, at strømmen svigtede.

To år gammel flyttede vi til Godsted i et hus, som tilhørte Ulriksdal Gods. Lejemålet var et lille landsted med måske en tøndeland jord/eng. I en meget kort periode var jeg i en roebørnehave. Her fik vi opvarmet mælk. Det er, hvad jeg husker herfra. Det smagte forfærdeligt. Jeg var jo vant til at drikke rå komælk, men der har åbenbart været bud på, at mælken skulle koges først.

Da jeg var omkring fire år, flyttede vi tilbage til Anderstrup, hvor min far blev bestyrer på Postgården. Niels Hansen som var ejer af Postgården, var aldrig blevet gift og havde brug for hjælp til driften. Mener der var tolv-femten tønder land. Stald med to heste, otte malkekøer, svinebesætning, egen orne og tyr. Stor lade med tagpap som skulle tjæres jævnligt, taget må havde været med meget lidt fald, kan huske jeg kørte på trehjulet cykel på taget mens min far tjærede det. Vognport som forbandt stuehus med stalden, loen med trælokum, værksted, vaskehus mv. Hønsegård med høns og ænder, have med kæmpe valnøddetræ og andre frugttræer. Stuehuset var med indgang direkte til køkken/spiserum. Dertil hørte spisekammer med nedgang til kælder, hvor sulekarret stod. Fra køkkenet gik man et par trin op og ind i stuen og derfra til soveværelse hvor hele familien sov. 

I den anden ende boede Niels med hovedindgangen til sin forstue, dertil et lille kontor og soverum. Servanten stod i entreen. Køkken og stue vendte ud mod gårdspladsen med ujævne kampesten. Den rødmalede vandhåndpumpe stod tæt ved vognporten, der var naturligvis ikke varmt vand. I vognporten stod også mælkejungerne med dagens udbytte af malkningen, som skulle køres ned til vejen tidlig morgen efter morgenmalkningen. Når mælkejungerne var fyldt stod den tykke fløde øverst, så kunne man lige ”skumme fløden” til kaffen eller jordbærgrøden. Aftalen var, at der også skulle laves mad til Niels, som indtog sine måltider i køkkenet sammen med resten af familien. I haven blev der dyrket masser af kartofler og grøntsager. Alle gårde havde vist en mergelgrav, hvor man jo tidligere grave mergel til at gøde jorden. Disse mergelgrave blev ofte brugt til losseplads for gårdene – til alt – der vil virkelig være historie ved at grave disse fri i dag.

Anderstrup var en lille lukket vej på vel omkring to kilometer, ofte - i hvert fald senere - beskrevet som fjorten huse og to lokum-mer. Ikke nedsættende ment, men mere som en rammende beskrivelse af den tids lille samfund.

Man kørte ned til Anderstrup fra hovedvej A7. Der lå en gård på hjørnet. Her var to voksne sønner, den ene blev altid omtalt som så genert, at han kravlede ned i en tønde, når han skulle lade vandet. Lige før jernbaneoverskæringen var ledvogterhuset, hvor ledvogteren stod med sit lommeur klar til at rulle bommene ned, når det store sprudlende sorte lokomotiv kom brusende. Ledvogteren blev senere erstattet af blink med klokker. Efter jernbanen på venstre side lå et dobbelthus her boede forskellige familier gennem årene. Derefter et meget lille hus hvor Anders og Sofie boede. Sofie sad i kørestol og tævede ofte Anders med sin stok. De skændtes højlydt tit og ofte. Anders havde i haven ud mod vejen de flotteste georginer som folk kom langvejs fra for at se og beundre. De blev passet og plejet med den største omhu. På højre side var et fint rødstenshus, her boede Ejner og Gunni med deres to sønner Jens og Kurt. Jens gik med aviser, Ny Dag forstås, senere overtog Kurt ruten, hvor jeg ofte hjalp, og da Kurt kom i lære som snedker, overtog jeg avisruten, som jeg passede indtil jeg kom i lære i 1964. Kurt emigrerede til Australien efter endt læretid og blev storentreprenør som bygmester i god dansk kvalitet. Avisen kom fra trykkeriet i Nakskov og landede på stationen i Maribo klokken lidt i tre om eftermiddagen. En ældre herre, som jeg ikke husker navnet på, hentede så aviserne fra toget og trillede dem på trækvognen om til Mariboredaktionen i Museumsgade. Fru Petersen talte så aviserne op til os otte–ti avisbude. Om torsdagen skulle vi lægge tillæg i. Jeg havde ruten i tre-fire år og cirka halvfjerds aviser hver dag, undtaget søndag, sommer og vinter, regn og kulde. Enkelte havde postkasse ude ved vejen, ellers var det ind af havelågen og ind gennem brevsprækken. Flere havde en ikke så venlig hund, som man skulle vare sig for. Når det styrtregnede, blev nogle af aviserne våde, det kunne folk godt finde på at brokke sig over – om jeg var totalt gennemblødt var vel bare ærgerligt. Hele turen tog cirka en time. Jeg fik ros, fordi man næsten kunne stille uret efter mig. Jeg tjente cirka halvfjerds kroner om måneden. Der var ingen fradrag, og min far blev beskattet af beløbet og sikkert også, fordi vi fik gratis avis i den periode, mod at min far til gengæld skulle opkræve abonnementet hver måned. Der var tradition for, at der blev samlet ind blandt abonnenterne til avisbuddet, når han (der var ingen piger på det tidspunkt) skulle konfirmeres. Mener jeg fik omkring tusind kroner – det var ret flot.

Derefter en bungalow. Her boede Verner som var mejerist og frue. Senere flyttede Helge og Kaja ind med børnene Tommy og Kenneth. Helge var mekaniker og arbejdede på Ford, og reparerede også biler i sin fritid. Det var fryd at have en mekaniker til nabo, når min fars gamle DKW ikke ville starte eller andre defekte ting. Når vores gæster mente, der var lidt knurrende lyd fra motoren, var vi lige over og høre om Helge havde tid. Han stod så lidt og lyttede til motoren, så kom konklusionen. Der blev lige stillet lidt på strålespidsen, renset et tændrør etc. Jo en meget populær og venlig nabo. Helge blev selvstændig og Volvoforhandler i Maribo senere. Efterfølgende beboer i hans hus blev et mareridt. De larmede døgnet rundt, havde en stor schæferhund, som gøede lige så længe og ingen turde sige noget hverken til ham eller de mange besøgende.

Ved siden af bungalowen byggede min forældre hus i 1956, inden da havde vi igen boet i Gammelgård i en periode. Huset i røde mursten var ret så moderne med teaktræsdøre, dobbeltruder med teaktræsramme, i de fleste rum. En kamin midt i stuen til opvarmning af hele huset. Der var en rist bag ved så varmen kunne fordeles ind til soveværelset. Mit værelse lå bagerst og havde enkelt rude og ingen opvarmning, der var koldt om vinteren, min dyne lå altid lidt på kaminen og blev varmet op inden jeg skulle i seng. I køkkenet havde vi en petroleumsovn, sådan en med asbestring hvor de blå flammer stod op af, til hjælp med opvarmningen om vinteren. Petroleum hentede vi hos købmanden i en rund dunk med korkprop. Engang jeg havde den hængende på cykelstyret, stødte jeg knæet op mod dunken, med det resultat, at jeg tog turen ud over styret og kurede med hovedet ned i asfalten, heldigvis havde jeg en hue med skygge og hagerem som tog det værste. Og så var der ”elektrisk lokum” med træk og slip, som det blev kaldt. Cisternen sad højt, næsten under loftet, og ved at trække i snoren fik vandet det fald på, som kunne skylle ud. I køkkenet var der et lille spisekammer og med en lille detalje i gulvet, en lem til en minikælder og sammen med et flueskab på nordsiden var det opbevaringsmulighederne for ferskvarer. Der var kun koldt vand, men dog afløb til septiktank, hvor også toilettet havde afløb til. Personlig vask var stadig i etager. Senere blev der installeret oliefyr og radiatorer – og et badeværelse med bruser. Haven var stor, og der blev dyrket kartofler og alverdens grønsager, ribs, solbær etc. Et frugttræ blev det aldrig til. Kartofler, gulerødder, porrer, persille mv. var et vigtigt supplement til den beskedne indtægt, hvor hver en femøre skulle vendes. Vi havde høns og duer, som var et kært supplement til søndagsmiddagen hvor desserten næsten altid var budding

Efter vores hus boede Hans og Grethe i et flot bindingsværkshus kalket lyserødt. De var de sødeste og rareste mennesker, men lidt specielle synes nogen. De havde ingen børn selv, men vi blev ofte inviteret ind til saftevand og kage. Grethe havde altid mindst ti forskellige hjemmebagte kager. De købte bil, en splinterny NSU, men den blev kun brugt ved særlige lejligheder. Hvis det regnede, tog Hans sin cykel, bilen skulle ikke blive våd.

Efter Hans og Grethe lå et hus, hvor Lau og Bitten boede med deres fire piger, tror jeg, som langt senere blev købt af Professorinden. Hun havde rideheste. Det var godt nok noget af et ”afvigerpar” i Anderstrup. De holdt sig mest for sig selv, men historien gik på, at hun engang havde været gift med en professor. Hendes mand arbejdede vist på Lollandsbanen og cyklede altid på arbejde. I daglig tale var det professorinden.

Derefter kom ”Gammelgård” hvor jeg blev født. Næste hus var Sigurd og Grethe Knudsen med døtrene Inger og Bodil. Grethe strikkede en lille gul bamse med grønne smækbukser til min et års fødselsdag – bamsen har jeg endnu. Lige derefter gik vejen op til Postgården hvor vi som beskrevet boede i to år. Efter vejen boede Vejmanden, et job som jeg husker, bestod i at holde veje og stier i fornuftig orden. Og så brugte vejmanden høreapparat. Det særlige ved det for os børn var, at batterierne indeholdt kviksølv. Kviksølvet havde den egenskab, at det kunne skille og samle igen og løbe som en tykflydende flod i gruset når vi byggede i sandkassen. De brugte batterier var der naturligvis meget rift om. Forurening af naturen kendte vi ikke til dengang.

Lige ved siden af byggede Knud og Karen Magrethe et nyt hus vistnok i 1953 cirka, og drev et hønseri. På venstre side af vejen lå der - med behørig afstand - tre bondegårde og som rosinen i pølseenden lå onkel Karl og moster Valborgs gård helt op af en lang markvej.

Et lille samfund hvor mange sås privat, andre på venskabsligt grundlag, men vi hilste på alle – også dem man anså for lidt ”mærkelige eller lidt til en side”, som man sagde. Vores lille familie var absolut i den fattige ende. Jeg skal undlade at fortælle, hvor slemt det var. Min fars motto levede vi op til. Han gad ikke høre om nogen, der var fattige. ”Så længe man ikke går sulten i seng – er man ikke fattig”!! Jeg har heller aldrig registreret, at jeg er gået sulten i seng, men har fået de kartofler og rugbrødsmadder, jeg ville have.

Var mine forældre fattig på ussel mammon, var de rige på venskab og gæstfrihed. Den sidste krone blev gerne brugt på venner og gæster, som kom i rigt mål. Den gang kom man bare dumpende ind til eftermiddags- eller aftenkaffe og alle blev godt modtaget. Det var ikke udsædvanligt, at der kom tyve-tredive mennesker til en almindelig fødselsdag. Dem der var kommet tidligst, tog så afsked, når de kunne se, der var blevet lidt overfyldt. Runde fødsels- og mærkedage blev fejret på behørig vis. De elskede deres venner og familie og det sociale samvær, som livet på Lolland gav.

Mange familiemedlemmer fra København kom ofte på besøg og blev i flere dage – der var så skønt og fredeligt på landet. Modsat når turen til familien i Hovedstaden skulle forberedes til familiebesøg, var det med to eller tre stop på vejen og et familiemedlem afhentede os på Toftegårdsplads for videre transport. Selv husker jeg de ture som en fantastisk oplevelse. Vi blev alle steder så positivt modtaget, mad og drikkevarer flød i stride strømme. Jeg overnattede ofte i to store lænestole, som blev skubbet sammen. Selv om lyset var slukket, glimtede neonskilte i forskellige farver gennem vinduer og gardiner. Busser og sporvogne larmede den halve nat. Glade stemmer og folk på trappen. Jeg lå altid vågen, så længe jeg kunne for at opleve dette mærkelige fænomen – som jo var en kontrast til det totale mørke og stilhed, hvor jeg kom fra.

Butikker var der ingen af på vores vej. Handlen foregik hos købmand Lund, en elskelig ældre dame som drev købmandsbutik i mange år. Butikken lå på Nystedvej tæt ved hovedvej A7 på vej ind mod Maribo. Dem, der havde penge, købte på bog, som blev afregnet, når de fik penge for høst og lignende. Dem, der ingen penge havde, betalte kontant eller købte på klods. Snobberiet fandt også sted dengang, når bønderne kom og skulle afregne, ofte store beløb, blev der disket op med cigar og portvin. Der var også slagter Povlsens Viktualiehandel, hvor vi ved særlige lejligheder købte afskåret pålæg, på hjørnet lige over for købmanden. Og bagerudsalget med slik smøger og kager stod fru Godsted for.

Morten fra Engestofte Bageri kørte rundt med brødbilen en gang om ugen, desuden kom fiskebilen hver torsdag, mælkemanden hver eller hver anden dag. Og i hvert fald i sommerhalvåret kom Nykøbing Bryghus rundt med øl og vand.

Alle kendte jo alle i Anderstrup mere eller mindre, om ikke andet, så rygterne i hvert fald. På et tidspunkt havde vi på vores lille vej, tre med navnet Knud. De fik så hurtigt kaldenavne som, Lille Knud, min ældste kammerat, han var jo den yngste, derefter var det jo nemt med Hønse Knud, som ejede hønseriet og så var der Store Knud – og han var stor.

På vejen boede der vel ti-femten børn i alle aldre. Jeg hørte nok til i mellemgruppen. De fleste jeg legede med, var ældre end mig. Så da de begyndte at smøge den som tretten-seksten årige, skulle jeg jo også være med. Det var ikke heldigt at indlede sin

  rygeperiode allerede som tolvårig og så fortsætte de næste fyrre år. Men vi havde det fantastisk som gruppe. Havde man en bold, stod man bare ude på vejen og slog den i asfalten, og ret hurtigt var der en lille flok til at spille. Om sommeren i de lange lyse aftener blev der leget dåseskjul og andet sjovt på gårdene med de store haver, hvor der var masser af plads til at gemme sig. Der var altid fin disciplin, de store passede på de mindre og holdt samtidig orden i flokken. Branddammen var også rammen om meget af vores leg både sommer og vinter.