18-02-2018
Til gengæld kan et moderat forbrug af rødvin ligefrem være gavnligt for folk, der lider af fedtlever. Det viser et amerikansk forskningsprojekt udført i et samarbejde mellem forskere fra universiteterne
i henholdsvis Florida og Nebraska.
Fedtlever, hvor fedt ophober sig i levercellerne, ses hos overvægtige mennesker, og lidelsen er blevet stadig mere udbredt i de sidste par årtier.
Man kan leve med fedtlever i årevis, uden at mærke
nogen symptomer, men lidelsen kan med tiden føre til leverbetændelse, skrumpelever og leversvigt.
Det, som skulle gøre underværker, når det gælder kampen
mod fedtlever, er ellaginsyre, en antioxidant, som findes i blå druer og dermed i rødvin.
De amerikanske forskere har udført flere forsøg over en periode på tre år. I et af forsøgene inddelte
de mus i to hold og gav det ene hold fedtfattig mad og det andet mad med et højt fedtindhold. En del af de mus, der fik den fedtholdige kost, fik et stykke tid efter også et ekstrakt af phytokemikalier fra rødvinsdruer. Phytokemikalier
er helsebringende bioaktive stoffer, som ud over ellaginsyre også omfatter resveratrol og fenolet quercetin.
Det viste sig, at de mus, der fik phytokemikalierne, blev bedre i stand til at forbrænde fedtet, så det ikke
ophobede sig i leveren, ligesom blodsukkerniveauet i løbet af blot seks uger med indtagelse af kemikalierne var lige så lavt som hos de mus, der fik fedtfattig kost. Et forhøjet blodsukkerniveau betyder øget fedtophobning.
Forskerne fandt også frem til, at ellaginsyre var det af phytokemikalierne, der havde så absolut den bedste effekt.
Ifølge forskerne skal der kun en meget lille dosis ellaginsyre til for at opnå den
godgørende effekt. En daglig dosis, der svarer til den, som findes i to glas rødvin, skulle være nok.
Da egetræ også har et højt indhold af ellaginsyre, mener forskerne, at der måske er en
ekstra fordel ved at drikke fadmodnet rødvin. Men om den teori holder vand, kræver ekstra undersøgelser.